Katalog tekst 2022

Af Charlotte Dyrberg, mag. art i kunsthistorie med speciale i samtidskunstens potentialer.

Danske Charlotte Neel Ritto er en formidabel oversætter. Ikke af ord, men af billeder og egen nysgerrighed. En nysgerrighed på verden og på vores fælles kulturelle ophav og dette viser hun også på soloudstillingen i Galleri Oxholm. Med 11 nye værker som bl.a. bærer titler som Multiverse, Big World Cinema og Tribune præsenteres publikum for en række nye maleriske undersøgelser af kunstnerens aktuelle fascination af både teater- og museumsverden. Værksteder og teatermagasiner, hvor kulisser fremstilles eller opbevares, teaterrum, giner kostumer, skulpturer og andre rekvisitter har fået kunstnerisk liv i et nutidigt formsprog.

De udstillede værker bør, ifølge kunstneren selv, forstås som lige dele performance og iscenesættelse. Performance i den fortælling, beskueren præsenteres for og i måden, penselstrøgene efterlader tydelige, taktile og farverige spor på lærredets blanke overflade. Iscenesættelsen indtræffer der, hvor det forestillede indrettes – det fiktive rum i firkanten. Værkernes særlige stemning opnået ved kunstnernes arbejde med illusion, farver og stedsspecifikke forhold og historier, må også betragtes som en kunstnerisk markør for Neel Ritto (den tidligere anerkendte Crime Scene serie vidner også om dette), ligesom hendes mangeårige baggrund som psykoterapeut og spirituelt menneske også spiller ind, når motiverne vælges og træder frem i den maleriske proces.

Forståelsen af Charlotte Neel Rittos billedsprog og kunstneriske ståsted skal findes i hendes bearbejdning af et konkret materiale (personligt eller offentligt), Rittos flirt med et ophævet eller stærkt forvrænget perspektivisk rum og legen med det spontane og det planlagte, det stringente og det løse, er med til at give malerierne deres særlige orkestrerede udtryk og lader dem træde frem i rummet som mere end blot og bar et lærred med maling. Som nye spørgsmål og betydningsfulde dialoger.

Tingenes Teater er en udstilling skabt til at skulle initiere en refleksion hos beskueren over det velkendte og ukendte og give et indblik i noget af menneskets komp+lekse og unikke psykologi og selvforståelse. Iscenesættelsen med møbler, spejle og smukke bygningsorienterede ornamenter peger konkret på en fælles europæisk kulturarv.

Den lyriske titel Tingenes Teater henviser henviser til selve maleriet som et eget teater, hvor lyssætning, scenografi og instruktion (kunstnerens valg og fravalg) er bærende elementer i såvel maleprocessen, som i hver ny dialog med beskueren.

September 2022

Kunstavisen 08 – 2022

Af Connie Boe Boss

At generobre scenen

Charlotte Neel Ritto (f 1958) stormer ind på kunstens scene i en stort anlagt solo i Galleri Oxholm – og generobrer derved både galleri og publikum. I 2013 udstillede hun Crime Scenes hos Oxholm og efter at have taget en bachelor i Fine Art på Gerrit Rietveld Akademie i Amsterdam er hun nu tilbage med nye scener – denne gang teatrets scener – eller rettere teatret og museumsverdens rum og rekvisitter, bag selve scenen. Der hvor tingenes teater er, deraf udstillingens titel.

Det er aldrig for sent at gøre come back. Det er befriende og velgørende at en kvinde på 64 år står med sin første store solo i København efter at have lave alt muligt forskelligt i sit liv. I en tid hvor vi diskuterer kvinders repræsentation i kunstverden og ikke mindst ungdomsdyrkelsen i kulturlivet er det godt at bevidne at ALT kan lade sig gøre – uanset køn og alder, hvis du arbejder på det. Selvfølgelig kan Ritto, og alle andre kvinder over 60 det: erobre sig selv, maleriet, viljen, rummet… scenen. Charlotte Neel Ritto tager den her, scenen, og hun gør det flot.

Ingen mennesker på scenen

De store oliemalerier skildrer ting som giner, rekvisitter, og kostumer i garderoberne, blot med fravær af mennesker. Ingen spille skuespil på disse scener, næsten ikke i hvert fald, og hvis de gør, er de underligt forvrængede, som om de er teaterspøgelser eller nonpersonaer, roller. Perspektivet er ophævet eller forvrænget også, det hele er lidt off og foruroligende.

Dermed er der en vis uhygge over malerierne, trods de flotte, appellerende farver og de mange interessante detaljer. Det er som om Phantom of the Opera står i kulissen bag disse billeder og iagtager os, klar til at springe frem og tage kvælertag…

Kunstneren skaber sit eget teater

Ritto er undersøgende i både malerisk og psykologisk forstand og fremmaler sit eget teater, hvor lyssætning, scenografi og rekvisitter er altafgørende og hvor det fysiske maleri er et iscenesat teater. Hun taler et symbolsk sprog som vi kan læse egne forestillinger ind i.

Og hvad er det så hun vil os? Ja, hun tilbyder os i hvert fald et rum at spejle os i og dermed undersøge vores kulturelle markører og egne fantasier, drømme og ja, mareridt. Og så tilbyder malerierne også ”blot” nogle megetr spændende og yderst smukke tableauer at fortabe sig i.

Det er nogle meget fascinerende og dragende billeder hvor du hele tiden opdager noget nyt og derfor anbefaler jeg selvfølgelig et besøg i galleriet.

Kunstavisen  o8 – 2022

Kunstmagasinet Nr. 1. Marts 2013

Af Trine Rytter Andersen, kunsthistoriker

Den som provokeres af kunsten har fortjent det (Christian Lemmerz)

Charlotte Neel Ritto har været meget tydelig på forskellige censurerede udstillinger de seneste år: i 2012 tildeltes hun KS prisen på Kunstnernes Sommerudstilling for serien Scenes. Senest har hun bl.a. udstillet på galleri North i København. Her fortæller kunsthistoriker Trine Rytter Andersen om en kunstner der har hjertet med, men samtidig har stærke emner på paletten.

Det tiltrækkende ved Rittos kunst er en lidt rå, til tider gusten og skinger palette, som ikke er mainstream. Det er ikke behagesyge billeder og der er ikke nusset meget med tingene. Det er figurativt maleri, som er malet med malerens kærlighed til farverne og fladerne, på den måde er billederne helt grundlæggende i overensstemmelse med fagets mere klassiske fundament, uden dog på nogen måde at bære præg af forkærlighed for en bestemt skole – billederne synes i højere grad at udspringe af Ritto’s stærke behov for at fortælle netop den type historier, som hun gør. Det er netop det – at hun har noget på hjerte – der tilfører hendes kunst dens afgørende personlige kvalitet og en særegen kompromisløs styrke.

Dernæst har vi motivkredsen, som i lige så høj grad vækker opmærksomhed: For Ritto har sans for stemninger og hun forstår at stemme sit motiv, så det balancerer på en knivsæg mellem det hyggelige og det uhyggelige. Oprindeligt beskæftigede hun sig med fraværet og det anelsesfuldes æstetik i billeder af natmørk arkitektur og rum i sælsomme og stemningsfulde belysninger, her spiller bagvedliggende psykologiske mekanismer en væsentlig rolle. Et fokus der nu har fundet sin kulmination i værkserien ’Scenes’ som tager livtag med ondskaben i en række stort anlagte billeder, der alle er fortolkninger af Crime Scenes hvor ufrivillige og uskyldige ofre har været udsat for krænkelser, frihedsberøvelse, vold og mord.

De fleste mennesker bryder sig ikke om at kende til ondskaben – men stort set alle kan ikke dy sig for at kikke med, når ondskaben eksponeres i medierne. Er vores trang til at kikke så et behov for at forstå ondskabens dybere mysterium, i et forsøg på at undgå og beskytte sig imod den? Eller er den et udtryk for en latent ondskab dybt inde i os selv, som lokkes frem fra sit tabuiserede skjul i underbevidstheden, når den offentlige forargelse raser og mediestormen udbasunerer alle de slibrige detaljer, så det pludselig er legitimt at svælge i ondskab og fortræd – om end ’by proxy’ (pr. Stedfortræder)?

Charlotte Neel Ritto siger om sin egen fascination af ’det onde’, at hun blev opmærksom på det via et citat hun læste: ’Vil man det gode, må man kende det onde helt tilbunds’. De ord satte hende i gang, og siden har hun som en anden detektiv, efterforsket en lang række kendte sager, som alle er tilgængelige for offentligheden på internettet. Hendes research omfatter både tekster og billedmateriale og undervejs opnår hun et indgående kendskab til sagen og på baggrund af det, udvælger hun et offentlig kendt billede af stedet, som så bliver udgangspunkt for hendes maleriske fortolkning.

Det er vigtigt at sagen er kendt, og at der findes billeder af den i offentligheden, på den måde sikrer Ritto sig at hendes version senere kan smelte sammen med de billeder, som vi alle bærer i os og som på den måde er aktive i vores underbevidsthed, ikke kun som vidnesbyrd, om den enkeltstående begivenhed, men også som udsgan om ondskabensom sådan.

Umiddelbart kan vi se på Rittos billeder med fascination – den synlige og bagvedliggende uhygge er i første omgang pirrende og tiltrækkende, men så snart vi læser titlen på værket: Stedets navn, der peger dirkete på den faktiske begivenheds brutalitet, sker der en ændring i vores forhold til billedet: Nu rammes vi af ondskabens tabu, og vi er ikke længere så sikre på at billedet hører til hjemme over sofaen – vi mærker hvordan historien klæber til stedet, og forvandler det til noget, ingen længere vil kendes ved.

Denne kendsgerning gør sig gældende alle steder, hvor stor fortræd har fundet sted. Det er på mange måder mærkeligt siger Charlotte Neel Ritto, for det er jo menneskene der er skyld i ulykkerne – ikke stedet i sig selv – alligevel er det tydeligt at vi er tilbøjelige til at overføre levende menneskers ’twistede’ psyke til døde steder. Hvorfor gør vi det? Er det fordi vi dybest set ikke kan forholde os til og begribe, hverken ondskaben hos andre eller ondskaben i os selv? Eller er det fordi historierne er så magtfulde i vores sind, at vi ikke kan slippe fri af dem, selv når sagen er afsluttet? Er det derfor at stederne efterfølgende forbliver befængte – er det derfor at stedet som tavst vidne til de uhyggelige hændelser, vedbliver at fortælle den uønskede historie? Er det netop fordi historien er UØNSKET, at den er så påtrængende, at vi ikke kan flytte ind i et hus, som har været scene for en kriminel handling, uden det påvirker vores sind og truer vores sjælefred?

’Med denne serie har jeg opdaget, at tragedien klæber til maleriet på samme måde, som den gør til murstenene. Mange af de huse hvor tragedierne er foregået ender med at blive revet ned (Brønderslev, Amstetten, Jonestown mv.) fordi ingen vil bo der. Charlotte Neel Ritto påpeget at den nøgterne titel fungere som krumtap for, at ugerningen, som billedet kun indirekte afslører, udfoldes så snart beskueren genkender stednavnet og husker historien. Hun har oplevet hvordan folk ændrer mening om billederne, når de opdager de bagvedliggende fortællinger, og hun sammenligner det med de kendte dobbeltbilleder, som man anvender i psykologiske tests, hvor et billede det ene øjeblik forestiller en smuk ung kvinde og det næste en grim gammel heks: ’Når først man har set det ene kan det være svært igen at få øje på det andet. Det synes jeg er spændende.’

Ritto oplever at nogen med afsky siger, at sådan et billede kan man da ikke have hængende på sin væg, og hun peger i den sammenhæng på den pudsighed: At oplægget til maleriet formentlig allerede har været inden for dørene som en dokumentarfilm eller en nyhedsudsendelse, endda i HD på den store fladskærm, som har ærespladsen i mange hjem. Samtidig kan man spørge om ikke de fleste af os har bogreolen fyldt med kriminalromaner og om vi ikke gennem årene, har set hundredvis af krimier i TV? det skammer vi os ikke over – det er ’fiktion’ og det efterlader ikke nogen synlige og påtrængende spor. Bøger vi skammer os over kan vi let gemme af vejen, ligesom vi ikke behøver at fortælle nogen om de film, vi ser alene, når ingen andre ved det.

Det virkelig inteessante ved Rittos billeder er, at de afslører hvor stærk en medspiller sindet er, når vi ser på billeder: maleriet kan godt opleves som smukt hvis man betragter det som maleri, men hvis man læser historien ind, så tilføjer man en masse detaljer for sit indre blik. Der kører formentlig en hel film, som beskueren selv er ansvarlig for, og som ændrer oplevelsen fuldstændig. På den måde bliver vi mindet om at et kunstværk først og fremmest bliver til i vores bevidsthed, og i hvor høj grad det som opleves er præget af de projektioner som vi udsætter værket for.

Det beviste Andy Warhol allerede i 1960’erne med sine farvede tryk med billeder af smadrede biler fra trafikuheld og af den elektriske stol. Han var blandt de første til at opdage og udnytte de magtfulde fortællinger, der genereres i massekulturens billedstrøm, og hans effektive kunstneriske praksis vakte forargelse i udgangspunktet, men siden har den vundet anerkendelse og udbredelse verden over. Ligesom hos Warhol er Rittos billeder også mennesketomme og ofrene er på den måde fuldkommen usynlige – men begge kunstnere er bevidste om dette grebs værdi i forhold til netop at gøre billedet åbent og sammenføjeligt med beskuerens egne indre forestillinger. Hos Warhol var det kalkulerede chok, idet beskueren blev konfronteret med f.eks. en elektrisk stol, målet, og samtidig var hensigten også, gennem billedets umiddelbare ’lethed’, at gøre det attraktivt som et klassisk kunstartefakt.

Hos Ritto derimod rummer maleriet en form for brutalitet rent teknisk og formelt, som ikke er hverken grim eller ond – det er ikke sikkert at beskueren er sig denne brutalitet bevidst, men i mødet med titlen og den kendte begivenhed, bliver den synlig og brutaliteten bevæges derved over på ondskabens banehalvdel – i hvert tilfælde inde i hovedet på beskueren.

Herhjemme har en kunstner som Michael Kvium arbejdet med det psykologiske menneske i dets mange afskygninger, hvor netop grimheden og perversionen også kommer til udtryk. Kvium er optaget af de eksistentielle grundvilkår for mennesket som socialt væsen med behov for at blive set, elsket og spejlet i positiv forstand – han viser menneskets dybe og gensidige afhængighed og kampen for at få basale behov dækket, i en ikke altid imødekommende og forstående verden. En kamp som indimellem driver individet ud i groteske, pinlige, perverse og lattervækkende afkroge af det, vi kan opfatte som acceptabel menneskelig adfærd. Kvium viser os sider af os selv som vi normalt holder skjult for omverden. Hans greb er at bruge sin egen person i billederne og på den måde skaber han en afstand der gør beskueren tilpas modig til måske at genkende noget i sig selv. Kun de modige tør købe et Kvium billede og som Ritto oplever det, hersker der også i forbindelse med Kvium en angst for at indholdet skal smitte af på beskueren.

Afslutningsvis kan jeg ikke lade være med også at nævne Christian Lemmerz. Han er som Ritto, også optaget af den medie-billed-verden som vi lever i. Lemmerz insisterer på at fastholde vores opmærksomhed på det uomgængelige – at vi skal dø! I sine marmorskulpturer ’Genfærd’, der forestiller mennesker som har været udsat for fysisk lemlæstelse og mord, tvinger han beskueren til at se på ofret med dets tydelige tegn på overlast og fortræd. Skulpturerne der er mesterligt udhuggede i den fineste hvide marmor er umiddelbart smukke og fredfyldte men når vi opdager hullerne i kroppen ændres deres karakter og vi fyldes som hos Warhol, Ritto og Kvium med alle de billeder der demonstrativt byder sig til fra deres skjul i vores underbevidsthed.

Det som i virkeligheden er ubehageligt ved denne historie er at den beviser, at alt hvad vi deler med hinanden af godt og ondt, bidrager til og befrugter de billeder, ideer, og visioner vi alle på en eller anden måde har adgang til, og som man kan kalde vores fælles underbeviidsthed. Sindet er utroligt formbart og skrøbeligt og det ubehagelige, onde og sindsyge er stærkt invasivt (invaderer sinets mere logiske og fornuftige sider) og det tror jeg, at vi ved helt instinktivt, og det kan være derfor at vi ikke tør bo i de ondes huse og ikke tør have et billede af det onde i vores hjem. I virkeligheden peger Ritto med sine mennesketomme billeder netop på, at den uhygge vi mærker, idet vi læser værkets navn, kommer inde fra os selv og at de uhyggelige billeder skabes af os selv i dialog med omverden, medierne, og internettet.

Det er med andre ord ikke billedet eller huset på lærredet der er onde. Ondskaben er menneskenes ansvar, og det afgørende er, at vi tager ansvar for egne handlinger. Når vi gør det, bliver vi i stand til at rumme det i vores sind uden at føle os truede af det. Dalai Lama udtrykker vores selvansvar således: ’Vores pligt her på jorden er at hjælpe hinanden – kan vi ikke det, så må vi sørge for i det mindste ikke at gøre nogen fortræd.

Kunstmagasinet Nr. 1. Marts 2013

Katalog Tekst 2012

Af Christina Wilson, kunsthistoriker

Charlotte Neel Rittos nye serie af malerier er inspireret af steder, hvor store tragedier har fundet sted. Hun har simpelthen malet præcist de steder eller huse hvor the act of crime – åstedet for grusomme hændelser har udspillet sig. Der er en interessant dobbelthed her: Hun er blevet inspireret af en grusom hændelse, men samtidigt har hun sat sig for at male åstedet så lidenskabsløst som muligt. Hvordan hænger det sammen?

I Rittos umiddelbare baggrund, som oprindelig udspringer af en anden tradition end den traditionelle over kunstakademiet og galleriudstillinger, virker det ikke oplagt at interessere sig for massemordere og børnemishandling. Hun har altid haft lyst til noget andet end det hun oprindeligt uddannede sig til og mente længe det var i skriveriet hun befandt sig bedst. Men for syv år siden begyndte hun at male og siden har det været en fuldtidsbeskæftigelse for hende.

Rittos arbejdsmetode ligger tæt op ad kriminologens: Hun kikker en mængde materiale om sagen igennem samtidig med hun stiller sig selv spørgsmål om, hvordan det kan komme så vidt – hvordan kan man komme så langt ud, at man slår andre mennesker i hjel eller mishandler børn i årevis. Derefter fotograferer hun det billede i avisen eller fra nettet der bedst fortæller historien om tragedien. Men det er ikke billedet af ofret og billeder af ofret, der fascinerer hende. Det er rammen om de grusomme hændelser, stedet, huset, kirken, der males. Snarere end på ofrene tænker hun meget over, hvad der foregår i mishandlerens hoved: ”Det undrer mig. Egentlig er jeg mest interesseret i den person der begår overgrebene…” og hvis vi skal tale om en kønnethed i de bestialske lyster, så er det måske den samme form for kynisme hun finder frem når hun i de sidste faser af maleriet køligt opvejer virkemidlerne overfor hinanden. Hvilke drastiske ting, skal der til for at nå i mål med maleriet?

Charlotte Ritto vælger desuden den lidenskabsløse registrering af stedet ud fra den betragtning, at det jo bare er et sted, hvor noget grusomt er hændt. Alligevel ved vi at uhyggen hænger ved. Et hus hvori der er begået et eller flere drab og eller mishandling tager farve af de uhyggelige hændelser, der er fundet sted. Det mærkelige er at ikke kun folk med spirituelle interesser, der mener at sådan et hus er bad news… Tragedier klæber til murstene, til stedet. I den japanske forfatter Haruki Marakumis bog om Trækopfuglens Krønike, er et sådant hus – de hængtes hus – omdrejningspunktet i fortællingen. Ingen vil bo der og til sidst rives det ned.

Rittos malerier er altid figurative og der er en tydelig forladthed i hendes billeder. Menneskene har forladt scenen og de tomme huse står tilbage som kulisser for et engang levet liv. En melankolsk tone stemmer sindet og ensomheden strømmer ud af hver en sprække. Farverne er ulig de kunstnere hun bedst kan sammenlignes med, fx Leipzigskolen, meget højere i tonen. Ritto kaster sig frygtløst ud i voldsomme sammenstød og får værkerne hevet hjem uden større ar på sjælen. Det giver dem en friskhed, der står i modsætning til de alvorlige temaer de kredser om. Hvilket fører til et andet forbillede, Louise Bourgeois. For det er den samme oprørskhed mod det pæne og snærende i kvindelivet, der driver Ritto frem. Det ligger hende på sinde at være voldsom og udadreagerende. Men som hun siger, er det også fint at have en blødere side med sig.

Christina Wilson, 2012