Charlotte Neel Ritto – På grænsen

Af Trine Rytter Andersen

 

Hvad er det, der får os til at overse indlysende tegn på fortræd og mistrivsel? Hvorfor hører vi gang på gang, om vanrygt- og overgrebssager, hvor omgivelserne tilsyneladende har lukket øjnene for de ofte særdeles iøjnefaldende tegn på at noget er grueligt galt?

Disse påtrængende og ubehagelige spørgsmål har sat Charlotte Neel Ritto i gang med en malerisk og psykologisk undersøgelse af steder rundt om i verden, som har været rammer for sjælelig og fysisk undertrykkelse og mord.

Med afsæt i dokumentariske fotografier reiscenesætter hun på sine lærreder nogle af de rum og bygninger, som har huset ofre underkastet krænkeres forulempende regimer. Rittos malerier er tømt for mennesker og åbenlys interaktion.  Motiverne er rum, møbler og genstande, som hvilende i en handlingsløs stilstand kan forekomme ganske harmløse og endda helt tilforladelige. Alligevel er der noget ved dem, der får hårene til at rejse sig, når vi kikker ordentligt efter.

Det hemmelighedsfulde og især det uhyggelige sættes i spil på to fronter: Dels via farvernes  skingre karakter, der peger på vanviddet der lurer under overfladen og dels gennem nøgternheden i beskrivelsen, som her på en subtil facon understøtter den ildevarslende fornemmelse af kølig  overlæg og det ufravigelige skema, som ofte er krænkerens logik. Indimellem er der flader, hvor farven opfører sig som var den natur og styret af andre kræfter end kunstnerens, og dette understreger blot endnu kraftigere de underliggende psykologiske mekanismer, som Ritto netop forsøger at nærme sig gennem sine malerier: disse ustyrlige områder bliver synonym med den tvangsmæssige besættelse af sind og følelser, som rummene og stederne på billederne har været skuepladser for.

Rittos billeder er uhyggelige men på ingen måde overtydelige – for som hun understreger: Så er der altid noget i os, der ikke ønsker at se det farlige i øjnene. Vi har  tilsyneladende en stærk indbygget trang til at tro at alt er ok. Derfor er der sikkert en beskuer her og der, som ikke vil opdage de skygger og det psykologiske mørke, som disse billeder også rummer om end på en subtil og hemmelighedsfuld facon.

Charlotte Neel Ritto har i andre værker beskæftiget sig med tomheden og det anelsesfuldes æstetik i billeder af natmørk arkitektur og rum i sælsomme og stemningsfulde belysninger, også her spiller bagvedliggende psykologiske mekanismer en væsentlig rolle. Sammenfattende kan man pege på, at hun på et overordnet plan, er optaget af den hårfine grænse mellem hygge og uhygge – om billederne aflæses som det ene eller det andet, afhænger i højeste grad af øjnene, der ser!

 

 
Follow by Email
Facebook
Facebook
Instagram
Blog