SCENER

Charlotte Neel Rittos nye serie af malerier er inspireret af steder, hvor store tragedier er fundet sted. Hun har simpelthen malet præcist de steder eller huse hvor the act of crime – åstedet for grusomme hændelser har udspillet sig. Der er en interessant dobbelthed her: Hun er blevet inspireret af en grusom hændelse, men samtidig har hun sat sig for at male åstedet så lidenskabsløst som muligt. Hvordan hænger det sammen?

I Rittos umiddelbare baggrund, som oprindelig udspringer af en anden tradition end den traditionelle vej over kunstakademiet og galleriudstillinger, virker det ikke oplagt at interessere sig for massemordere og børnemishandling. Hun har altid haft lyst til noget andet end det hun oprindeligt uddannede sig til og mente længe, at det var i skriveriet hun befandt sig bedst. Men for syv år siden begyndte hun at male og siden har det været en fuldtidsbeskæftigelse for hende.

Rittos arbejdsmetode ligger tæt op ad kriminologens: Hun kigger en mængde materiale om sagen igennem samtidig med hun stiller sig selv spørgsmål om, hvordan det kan komme så vidt – hvordan kan man komme så langt ud, at man slår andre mennesker ihjel eller mishandler børn i årevis. Derefter fotograferer hun det billede i avisen eller på nettet, der bedst fortæller historien om tragedien. Men det er ikke ofret og billeder af ofret, der fascinerer hende. Det er rammen om de grusomme hændelser, stedet, huset, kirken der males. Snarere end på ofrene tænker hun meget over, hvad der foregår i mishandlerens hoved: »Det undrer mig. Egentlig er jeg mest på interesseret i den person, der begår drabene…« og hvis vi skal tale om en kønnethed i de bestialske lyster, så er det måske den samme form for kynisme hun finder frem når hun i de sidste faser af maleriet køligt opvejer virkemidlerne overfor hinanden. Hvilke drastiske ting, skal der til for at nå i mål med maleriet?

Charlotte Ritto vælger desuden den lidenskabsløse registrering af stedet ud fra den betragtning, at det jo bare er et sted, hvor noget grusom er hændt. Alligevel ved vi at uhyggen hænger ved. Et hus, hvori der er blevet begået et eller flere drab og/eller mishandling tager farve af de uhyggelige hændelser, der er fundet sted. Det mærkelige er, at det ikke kun er folk med spirituelle interesser, der mener at et sådant hus er bad news… Tragedier klæber til murstenene, til stedet. I den japanske forfatters Haruki Murakamis bog Trækopfuglens Krønike, er et sådant hus – De hængtes hus – omdrejningspunktet i fortællingen. Ingen vil bo der og til sidst rives det ned.

Rittos malerier er altid figurative og der er en tydelig forladthed i hendes billeder. Menneskene har forladt scenen og de tomme huse står tilbage som kulisser for et engang levet liv. En melankolsk tone stemmer sindet og ensomheden strømmer ud af hver en sprække. Farverne er ulig de kunstnere hun bedst kan sammenlignes med, fx Leipzigskolen, meget højere i tonen. Ritto kaster sig frygtløst ud i voldsomme sammenstød og får værkerne hevet hjem uden større ar på sjælen. Det giver dem en friskhed, der står i modsætning til de alvorlige temaer, de kredser om. Hvilket fører til et andet forbillede, Louise Bourgeois. For det er den samme oprørskhed mod det pæne og snærende i kvindelivet, der driver Ritto frem. Det ligger hende på sinde at være voldsom og udadreagerende. Men som hun siger, er det også fint at have en blødere side med sig.

 

Christina Wilson, 2012
Kunsthistoriker

 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.
Follow by Email
Facebook
Facebook
Instagram
Blog